Den gamle by i Aarhus

Det skal du huske, når du rejser i Danmark

Vores dejlige hjemland har masser at byde på – selvom det kan være let at glemme, når man længes efter Tyrkiets strande, Frankrigs hyggelige småbyer eller New York Citys pulserende byliv. Men faktisk skal du ikke længere end til f.eks. Møn for at se storslåede landskaber eller Fanø for velbevarede, historiske landsbysamfund. 

Og selvom Danmark ikke ligefrem er spækket med kæmpemetropoler, så er der stadig masser at komme efter i større byer som f.eks. Aarhus – som inden for de sidste par år sågar har fanget internationale rejsemedier som CNN Travels opmærksomhed som en af verdens oversete rejsemål.

Inden du planlægger din ferie inden for landets grænser er der her samlet et par råd til din tur. Er du i tvivl om, hvad der er nødvendigt at pakke, og hvad du kan lade blive hjemme? Så læs med lige her, hvor du bliver guidet til den ultimative indenrigsrejse.

Værnemidler

Vær sikker med værnemidler

Først og fremmest er verden desværre stadigvæk midt i en pandemi – hvor meget, man end ville ønske, man kunne glemme det. Og jo, hele denne artikel er ganske vidst baseret på, at man forhåbentligt trygt kan rejse ud af regionerne igen til sommer. 

Men hvis det skal foregå forsvarligt, er det vigtigt, at alle pakker efter forholdene og tilpasser sig situationen. Sørg f.eks. for at pakke engangshandsker, sprit og masser af mundbind, så du kan færdes i butikker og offentlige toiletter uden, at det udgør en risiko.

Bål i naturen

Campingvogn, telt eller shelter giver frihed

En campingvogn eller et telt er generelt aldrig en dårlig idé at medbringe. Det giver mulighed for at overnatte hvor som helst i landet, hvis I ikke har det store behov for at være midt i byen – og særligt lige nu er der masser af gode argumenter for at søge ud på landet. 

I kan også tage det skridtet videre og booke et af de mange shelters, der findes i hele landet. Der er intet helt som at sidde ved et varmt bål og spise sin aftensmad i godt selskab – og efter en nat under stjernerne vil det for mange være svært at forestille sig at holde ferie på et hostel igen.

Sig din mening